Rinne: Klar til at komme videre

22 oktober 2021 08:31:24 CET

AaB’s svenske målmand, Jacob Rinne, lægger ikke skjul på, at han er klar til at komme videre fra den danske klub.

AaB har gjort det godt i denne sæson indtil videre, og i de første 12 kampe i Superligaen har de kun lukket ti mål ind, hvilket er tredjebedst af alle.

En af årsagerne til, det er gået så godt defensivt, er selvfølgelig den svenske målmand, Jacob Rinne, der har været en sikker sidste skanse i en del sæsoner efterhånden.

Målmandens kontrakt med AaB udløber efter denne sæson, og han lægger da heller ikke skjul på, at han er klar til at komme videre fra den danske klub.

- Når vi går på vinterpause, bliver jeg nødt til at kigge på, hvad der er af muligheder, for jeg vil selvfølgelig videre. Sådan er det, siger Rinne, der skal træffe den rigtige beslutning.

- Så skal det lige være det rigtige hold, og alt omkring skal passe med familie, men lige nu tager jeg det, som det kommer, og så må vi som sagt se, hvad der sker, når vi går på vinterferie, lyder det til slut fra ham.

Fodbold betting